Mor og far har sluttet fred


Nu har mor og far endelig sluttet fred

En 12-årige piges mor og far blev skilt, da hun var 4 år. Siden fulgte masser af skænderier, og først da forældrene fik tilbudt et kursus i konfliktmægling, begyndte de at kunne tale og være sammen.

Dit barn kan ikke holde til det! Punktum.

Længere er den egentlig ikke, men sætningen er pokkers svær at minde sig selv om, når et skænderi endnu en gang har fået næring. 

Pigen er nu 12 år, da hun var 4, flyttede hendes mor og far fra hinanden. Hun husker, at de har boet i samme hus, og at de skændtes. Det gjorde de også, da de flyttede fra hinanden, og hun blev så ked af det. Det var jo hende, de skændtes om, og derfor forsøgte hun at skjule, hvordan hun havde det. For så kunne mor og far da ikke skændes om det. 

– Jeg blev stille og indelukket, når de skændtes, og selv om de nogle gange forsøgte at lade være, fordi jeg var i nærheden, så kunne jeg godt fornemme, at stemningen mellem dem ikke var god. Forældre regner ikke med, at børnene lægger mærke til det, men det gør vi altså.

Fyldt op med arrighed

Jeg ville gerne være lidt mere loose omkring det, mens min eks ønskede det mere sat i system. Det satte yderligere tingene på spidsen, fordi samværet med datteren var nødt til at blive planlagt efter en vagtplan. 

Eks konen nikker bekræftende og fortæller, at hun var fyldt op med arrighed over det. 

– Jeg var af den overbevisning, at det ikke var godt for Ophelia med de skift, så jeg var utrolig vred over det. I den periode kunne jeg slet ikke holde ud at være sammen med min eks mand. Ja, jeg kunne nærmest ikke tåle synet af ham, siger hun.

To fødselsdage

Datteren måtte i nogle år holde to fødselsdage, selv om hendes højeste ønske var, at både hendes mor og far var sammen om at fejre hende. 

Men moren kunne ikke, og det følte hun, at hun var nødt til stå fast på. Selvfølgelig ville hun gøre sit bedste for sin datter, men hun havde behov for også at passe på sig selv. 

– Jeg synes, det var hårdt, og stemningen var altid trykket, når de så hinanden. Så forsøgte jeg at være sjov for at få dem i bedre humør. Nogle gange kunne jeg også blive rigtig irriteret på dem. Hvorfor skulle jeg blandes ind i deres problemer? spørger datteren. 

Det hele eskalerede, da moren for fem år siden besluttede at involvere Familieretshuset. Når de som forældre ikke kunne blive enige, måtte andre hjælpe dem med at få trukket linjerne op, mente hun, og overraskede faren med det træk. 

– Den havde jeg ikke lige set komme. Det halve år var på ingen måde sjovt. Det var ren praktik, når vi talte sammen. Det var dårlig kommunikation eller slet ingen, siger manden, og datteren tilføjer, at hun stadig husker, hvordan hendes lyserøde Hello Kitty-taske fløj frem og tilbage med det tøj, hun skulle bruge i løbet af en uge. 

– Det var virkelig træls, siger hun. 

Pilotprojekt for ny skilsmisselov

Da dommeren skulle afgøre tvisten imellem forældrene, sagde han, at der egentlig ikke var nogen vindere i sagen. Til gengæld kunne han tilbyde mor og far at medvirke i et pilotprojekt forud for den nye skilsmisselov, der havde fokus på at forbedre samarbejdet imellem uenige forældre – til gavn for børnene.

Begge endte med at takke ja til tilbuddet, og ingen af dem tøver med at sige, at det er det bedste, der kom ud af den retssag. 

– Så i dag siger jeg, at jeg er glad for, at moren slæbte mig i retten. Hvis ikke hun havde gjort det, havde vi ikke fået det gode tilbud om at komme i samtaleforløb med psykologer. Jeg var godt nok ikke vred på den måde, som moren var, men jeg kunne helt sikkert godt have fundet noget frem. Men jeg vidste på det tidspunkt, at det ville være nytteløst, siger faren. 

Ingen vindere

For moren var det netop vreden, der skulle tackles. Hun havde svært ved at agere i det, og mens forløbet stod på, syntes hun, at det var noget af det værste. 

– Du må hjem og hamre i en dyne eller sparke til et eller andet hårdt. For så vred er man. Det tror jeg ikke, at jeg er ene om. Det er dét, der er rigtig svært ved at være i sådan et forløb. Du kan ikke tale dig ud af den arrigskab. Det er dødsvært, fordi ens følelser er involveret. Man kommer helt ned på et plan, som var man et barn, indrømmer moren. 

Og faren medgiver, at han også har måttet stramme sig an, fordi ”det er det smarteste”, som han formulerer det. 

– Nogle gange er man også bare træt, og der sker jo også andre ting i ens liv, der kan påvirke humøret. Det kræver virkelig overskud at opføre sig ordentligt, og nogle gange går det bare galt, konstaterer han. 

– Det var kun, fordi en kollega sagde til mig, at alt dét, jeg ikke vil, og alt dét, du synes, er træls – det er dét, der virker, siger moren. 

– Tak til den kollega, indskyder moren med et lille smil. 

Vi er nu i stand til at fejre hende sammen. 

– Jeg synes, det er dejligt, selv om de stadig kan blive uenige. Men de er blevet meget bedre til at få det stoppet hurtigt igen. Jeg har aldrig ønsket, at min mor og far skulle være sammen igen, men jeg har tit ønsket, at de bare var venner. Ikke fjender, ikke bedste venner – bare venner, siger Moren.

Far og mor kigger et øjeblik på hinanden. De ved det godt. 

– Det stopper jo aldrig. 
Vi er nødt til at være bevidste om det hele tiden, så vi ikke ryger tilbage til dér, hvor vi var. Men vi har lært at slappe mere af og lige trække vejret dybt, siger moren. 

– Jeg håber, at andre skilsmisseforældre kan lære noget af vores historie. For vi fortæller da ikke det her, fordi vi synes, det er sjovt at fortælle andre om de problemer, vi har haft. Jeg orkede nærmest ikke dette interview, men jeg gjorde det, fordi jeg kan mærke og se på min datter, hvad det har betydet, fastslår faren.

Leave a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.